KOST OG SUNDHED

I Home vil vi gerne hjælpe de unge frem til en forståelse af, at det er godt at være sund og glad.

Vores unge har meget forskellige forudsætninger og udfordringer, og det ligger os altid på sinde at tage nødvendige, individuelle hensyn. Derfor lægger vi mere vægt på at tilbyde motiverende kost, motion, aktiviteter, fællesskab og omsorg end at gennemtvinge faste overbevisninger om, hvad der er sundt.
 Vores bærende principper er: Det skal altid være muligt at foretage sunde kostvalg. Det skal altid være muligt at kunne dyrke motion. Det skal altid være muligt at kunne opleve, at man hører til i fællesskabet. Det skal altid være muligt at få omsorg.

Til morgenmad får vi som regel friskbagte boller, ost og pålæg, smoothies, frugt og diverse morgenmadsprodukter. Vi vil gerne fremme forståelsen af, hvad der er godt og sundt at spise inden man skal i skole, og at det er bedst med ting, som ikke forsvinder i en hurtig forbrænding.

Frokost er individuel og tilpasset den enkeltes hverdag. Nogle har madpakke med, nogle får eller køber mad på skolen, og nogle kommer hjem og spiser. Og så skal der altid serveres grøntsager eller salat til aftensmaden.

Efter fem år på Home, er jeg en fri fugl med en organiseret rygsæk.

Ung

ALKOHOL

Vi tager altid udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til indtagelse af alkohol.

Udover at lade os guide af disse anbefalinger, arbejder vi efter princippet: ”Ikke et spørgsmål om flere eller færre, men om mere eller mindre”. Her taler vi om genstande og tillid.

Det er vores hensigt, at de unge får et afbalanceret forhold til alkohol.

Vi taler derfor med de unge om alkoholens virkninger. Om hvordan man kan have det sjovt. Om hvornår det er for meget. Om hvad man gør, hvis det bliver for meget. Om alkoholens skadevirkninger og om afhængighed.

Vi vil så vidt muligt undgå en for tidlig debut med at drikke alkohol, og vi samarbejder med de unges forældre om at sikre en begrænset indtagelse af alkohol
.

Som tommelfingerregel må der ikke drikkes alkohol på hverdage.
Vi tillader som regel, at den enkelte unge efter aftale kan feste og more sig med kammerater – også når vi ved, at der drikkes alkohol.
 Dog forudsætter tilladelse til at drikke en forudgående snak om, at vi forventer, at det kan foregå afbalanceret og problemfrit.